Oktober ´25
Kulturen står overfor nogle kolossale udfordringer – måske de største i sin historie
Jeg tænker ofte på kultur som et levende økosystem: en organisme med rødder, der når dybt, og grene, der strækker sig ind i vores liv. Den lever i os, men også omkring os – i de institutioner, vi har bygget som fælles huse for erindring og oplevelse.
I et stadig mere digitalt, fragmenteret samfund er det fristende at sige, at det er netop disse huse – teatre, museer, biblioteker – der bærer kulturens DNA. Men sandheden er, at DNA’et bæres lige så meget af os alle sammen: i vores adfærd, vores vaner, vores identitetsopfattelse. Kultur er ikke kun noget, vi besøger, men noget, vi skaber – hver dag, i måden vi mødes, spiser, fejrer, synger og sørger.
Hvordan vil kultur- og historieformidlingen udvikle sig i Danmark de næste 25 år? Svaret vil være lige så forgrenet som det økosystem, kulturen udgør. Men jeg tror, at formidlingen vil bevæge sig væk fra at være et system, hvor institutionerne definerer sandheden, og publikum lytter pænt. Den bliver i stedet en flerstrenget samtale, hvor borgere, kunstnere, forskere og digitale fællesskaber deler ejerskab over fortællingerne. Vi kommer til at se langt mere deltagelse og langt flere krav om repræsentation og inklusion. Vi kommer nok også til at se politikere, der forsøger at spænde kunsten for velfærdsstatens vogn – og institutioner, der må insistere på friheden til at være ubekvemme. Vi kommer til at se kulturhuse, teatre og museer, der ikke længere kan tage deres finansiering for givet, men må tænke bæredygtigt – både grønt og økonomisk. Og vi vil se en bevægelse mod at forankre kulturen lokalt – i byrum, i skoler, i civilsamfund – samtidig med, at den kobles til globale samtaler om identitet, migration og klima.
Kort sagt: Om 25 år vil kultur- og historieformidlingen i Danmark ikke være et system, vi går på besøg i, men et økosystem, vi alle sammen lever i og er medskabere af.
Fra oplysning til oplevelse
For 50 år siden var kulturpolitikkens projekt klart: oplysning til alle, kunst som en fælles ret, og institutionerne som garant for kvalitet og frihed. Det var humanismen, der stod i centrum: oplysning, kritisk tænkning, rummelighed. Nu bevæger vi os mod en verden, hvor kultur i stigende grad bliver vurderet på performance – besøgstal, billetsalg, sponsorater, brand-samarbejder, likes og omtale. Kulturens institutioner agerer i dag i høj grad på kommercielle markedsvilkår, og de fleste af dem gør det faktisk ret godt.
Denne drejning har skabt en intens spænding mellem oplysning og oplevelse. Mange museer, biblioteker og scener har tilpasset sig – digitale formater, immersive udstillinger, influencersamarbejder. Det er nok nødvendigt, men vi må være opmærksomme på ikke at miste noget grundlæggende: kunsten, der stikker – som ikke fortæller det oplagte, men punkterer komfortzonen. Det forstyrrende skal ikke bare underholdes, men tages alvorligt.
Samtidig ser vi politikerne, der i stigende grad henvender sig til kulturen som en slags samfundsmæssig "fikser." Kunst og kultur bliver udpeget som midler til at løse ensomhed, mistrivsel, stress, sygdom, depression. Som om kunsten kan injiceres i et sårbart sted i samfundet og straks hele det, der er i stykker. På overfladen er det sympatisk – for hvem ser ikke gerne, at kulturen bidrager til bedre liv? Men der er en fare. For hvis kunsten spændes for en politisk vogn og reduceres til instrumentel behandling, så mister den sin livsnødvendige frihed. Den skal kunne sige det uønskede, være vrangvillig, stille de spørgsmål, ingen andre tør stille. Kunsten skal være ubekvem, netop fordi den ikke er til for at fixe, men for at udfordre, åbne og udfolde.
Vi står også ved en digital frontlinje, hvor algoritmer både kan demokratisere kultur og kommercialisere den brutalt. Fysiske oplevelser bliver suppleret af virtuelle ture, digitale arkiver, augmented reality – og mulighederne er vilde.
Samtidig truer tech-monopolerne. Når kulturinstitutionernes liv snøres sammen med Google, Amazon og sociale mediers formater, risikerer vi at miste ejerskabet til fortællingerne – til vores egne fortællinger. Og hvad sker der, når algoritmerne vælger ”populær” eller ”relevant” kultur, men ikke den, der er ”provokerende” eller ”ubekvem”? Politikerne står derfor over for et monumentalt valg: Støtter de kulturens digitale overgang med fri adgang, fair finansiering og beskyttelse mod over-kommercialisering? Eller presser man institutionerne ind i en tech-kapitalistisk model, hvor kulturkioskens omsætning er vigtigere end refleksionen?
Universelt design – lige adgang som kulturens forpligtelse
Som samfund har vi en enorm uforbrugt ressource i at inkludere alle – også mennesker med funktionsnedsættelser. Kulturens rum er i modsætning til medier og mange andre debatfora ikke bygget på konflikt, men på fælles oplevelse. Det gør dem til nogle af de stærkeste arenaer for at tage ansvar for en af de vigtigste samfundsagendaer: at skabe et samfund med lige adgang for alle.
Her bliver det afgørende at satse på det, der kaldes universelt design. Her anerkender man, at det at være menneske er at leve med foranderlige og forskellige funktionsevner gennem livet. Det er et grundvilkår for os alle. Derfor handler universelt design ikke om at dele mennesker op i “dem” og “os”, med eller uden handicap, men om at favne diversiteten og skabe løsninger, der bedst muligt inkluderer os, sådan som vi faktisk er.
Hvis kulturinstitutionerne tager denne opgave alvorligt, kan de ikke blot blive tilgængelige, men også skabe nye fællesskaber og nye fortællinger, der spejler hele samfundets mangfoldighed. Det kræver, at ledelser og politikere tør se tilgængelighed som mere end et teknisk krav, men som en værdimæssig forpligtelse. At universelt design bliver en strategi, ikke en fodnote. Når vi lykkes med det, bliver kulturens rum til forbilleder for resten af samfundet.
I de næste 25 år vil det nemlig næppe være nok, at museerne annoncerer “alle er velkomne.” Vi skal ikke bare åbne dørene, men spørge: Hvem ser vi? Hvem er repræsenteret? Hvilke stemmer får adgang til scenen? Hvilken fortælling er dansk?
Hverken medier eller kulturinstitutioner har helt forstået, at deres publikum er fragmenteret, flydende, mangfoldigt. Vi har minoriteter – unge, nyankomne, sociale grupper, der ikke føler sig hjemme i kulturens rum – fordi det ikke taler til dem, men om dem. Her må den demokratiske mission aktiveres: politikerne må investere i projekter, der ikke bare tilgodeser mainstream, men genskaber kulturinstitutternes relation til samfundets rundkreds – et ”rigere” publikum, ikke et “bredere". Det kræver politikere, der tør insistere på, at kultur ikke blot er en vane, men et eksistensgrundlag.
Samtidig skal kulturen forholde sig til sin egen klima- og ressourcekrise. Kan vi blive ved med at vise store udstillinger med værker fløjet ind fra hele verden? Kan vi blive ved med at varme teatersale op 24 timer i døgnet, når forestillingen kun varer to? Og har vi virkelig brug for flere nye bygninger til kulturhuse og museer?
Kultursektoren kan ikke længere nøjes med at betragte grøn omstilling på afstand – den må tage sin egen del af ansvaret. Det kræver både mod og nytænkning – fx ved at dele samlinger på tværs af lande og institutioner og ved at skabe partnerskaber, hvor bæredygtighed er en del af kunstens udtryk og ikke kun af regnskabet.
Parallelt hermed står den økonomiske udfordring. Når både kommuner og stat skærer, rammes kulturen først, fordi den stadig alt for ofte bliver betragtet som et luksusgode. Men kultur er ikke luksus; den er en samfundsventil, en spejlflade, et sted for fordybelse og kritik. Den økonomiske bæredygtighed skal derfor handle om at sikre stabile, langsigtede rammer, der kan gøre institutionerne robuste og allerbedst. uafhængige af den næste budgetlov eller fondspulje.
Institutionernes krise
Kulturinstitutionerne har typisk været professionelle og hierarkiske, drevet af direktion og bestyrelser, støttet af faguddannet personale. Men i de kommende år vil denne model blive udfordret af digital praksis, deltagerkultur, projektbaserede initiativer og peer-to-peer-formidling. I en ikke fjern fremtid vil det i højere grad også være kunstnerkollektiver, selvorganiserede grupper og sociale medier, der driver kulturel betydning – ikke kun de klassiske institutioner.
Og selve institutionsmodellen vil kræve en intern modernisering. Kulturbranchen er stadig kendetegnet ved, at bestyrelserne ofte er bemandet af velmenende frivillige med stor lokal forankring, men uden altid at have de kompetencer, der efterspørges i en tid med stigende krav til governance, transparens og økonomisk ansvarlighed. I takt med at presset på institutionerne vokser – politisk, økonomisk og samfundsmæssigt – vil det også kræve, at kulturens øverste ledelseslag professionaliseres. Bestyrelserne skal kunne agere strategisk, ikke bare loyalt; de skal kunne forvalte institutionernes uafhængighed, ikke blot repræsentere lokalsamfund eller personlige interesser.
Og institutionerne kan faktisk forny deres mission. De har faglighed, historisk hukommelse og netværk. Hvis de formår at omfavne hybrider – samarbejde med græsrødder, åbne sig, decentralisere beslutninger, lade brugerne deltage i formidlingsdesign – samtidig med at de styrker egen drift kan de blive stærkere end før. Politikerne må støtte institutioner i at slippe grebet, indefra, uden at miste kernen.
En kulturel pagt – mellem institutioner, politikere og borgere
Fremtidens kultur kræver en pagt mellem tre parter. Institutioner må holde fast i kvaliteten, modsat populisme – politikere skal agere visionært, ikke reaktivt. Og borgerne må engagere sig, ikke kun som publikum, men som medskabere.
Sådan en pagt kan defineres i fire overordnede principper:
- Frihed til det forstyrrende– selv når det er udfordrende, upræsentabelt, ubehageligt
- Digitalt demokrati– bevar fortællingsretten, også når platformene er globale
- Inklusion som praksis– adgang er ikke kundeservice, det er et forventeligt ansvar for fællesskabet
- Bæredygtighedens kunst– både når det gælder klima og økonomi
Når jeg ser 25 år frem, ser jeg ikke kultur som noget, vi kan planlægge os til med Excel-ark og KPI’er alene. Jeg ser det som et økosystem, vi hele tiden må pleje og beskytte – fordi det er skrøbeligt, men samtidig er det, der giver os styrke som samfund.
Hvis vi vil have en levende kultursektor i 2050, kræver det modige institutioner, der tør dele magten. Det kræver politikere, der tør formulere visioner, der rækker ud over valgperioder. Og det kræver borgere, der ikke nøjes med at forbruge kultur, men insisterer på at være en del af den.
Så når vi om 25 år spørger os selv, hvad der blev af dansk kultur- og historieformidling, håber jeg svaret vil være: Den blev friere, modigere og mere menneskelig. Ikke et system, vi gik på besøg i, men et økosystem, vi alle sammen levede i og var med til at skabe. For kulturens fremtid afgøres ikke i et ministerium, på en scene eller i en budgetforhandling. Den afgøres af, hvordan vi hver især vælger at bære kulturen videre. Institutionerne skaber rammerne – men det er os, der fylder dem ud.
Denne tekst er også bragt i magasinet ÆRA