Alt det vi venter på…

Efteråret 2024 kan blive en gamechanger for dansk kulturpolitik. Der er mange afgørende sager, som vi alle venter på bliver til virkelighed. Vil kulturministerens nye magtposition blive udnyttet fuldt ud? Hvad sker der med kulturpasset til de 43.000 unge? Og hvordan vil fremtidens kulturjournalistik se ud i en tid, hvor medierne skærer i dækningen?

Læs videre for at få indsigt i de største kulturpolitiske spørgsmål, der kan ændre spillet – hvis altså nogen tør tage bolden op!

Hvad gør kulturministeren og kulturlivet med al den nyvundne magt?

Med en kulturminister, der med sin seneste forfremmelse nu er placeret i magtens absolutte centrum, er der opstået et sjældent handlerum for kulturlivet. Den forfremmelse en golden opportunity. For hvornår har en kulturminister nogensinde haft sæde så tæt på magten? Man kan selvfølgelig overveje, om det er pga. ressortområdet, eller forfremmelsen skyldes ministerens fortræffeligheder og hans standing hos chefen. Selv hælder jeg til det sidste. Men om det er det ene eller det andet, er sådan set ligegyldigt. Vigtigt er det imidlertid, at det er nu, der skal smedes, hvis der skal vindes gehør på Borgens højeste magttinder for kunsten og kulturens mærkesager.Der bliver forhåbentlig arbejdet intenst lige nu i alle kulturens brancheorganisationer og talt på tværs og lagt strategi. Og de strategier skal have verdens korteste hale, for magt har det med at skifte hænder. Især i politik.

Kulturpasset til de 43.000 unge

Hvordan går det lige med kulturpasset til de 43.000 unge på kanten af samfundet? Siden ideen blev først lanceret i Moderaternes valgkamp og siden – i tilpasset form – som en del af sidste års finanslov?

Ideen om at kunst og kultur kan give nogle af de mange unge gode og vigtige oplevelser og erkendelser er sympatisk. Men er den realistisk? Hvis kulturpasset udfoldes som et brev til den unges i e-boks med invitation til at gå gratis i teatret eller på museum, så tror jeg, at de bevilligende politikere bliver slemt skuffede. For den ide er himmelråbende naiv.

Vi ved, at kulturoplevelser er nogle, man typisk opsøger i selskab med familie eller venner, så er det ikke at gnide salt i såret at give gratis adgang til nogle af de unge, som temmelig sikkert har de tyndeste sociale netværkstråde? Langt mere effektfuldt ville det helt sikkert være, om fx kulturinstitutionerne måske i samarbejde med ungdomsklubber kunne strikke tilbud sammen, som vi rent faktisk ved, der vil være sandsynlighed for, at den gruppe af unge mennesker vil både bruge og have glæde af at bruge.

Rapporter og undersøgelser fra Kulturens analyseinstitut

Instituttet, som skal tilvejebringe datadreven viden om kulturens samfundsnytteværdi, har nu 20 måneder i benene. Det tager selvfølgelig tid at indsamle, analysere og fortolke data, men det ville nu være dejligt, hvis instituttet kunne publicere undersøgelser i denne regerings periode, særligt nu, hvor kulturministeren er en, der lyttes til.

Museumsnævnet

Da regeringen og en bred kreds af folketingets partier i april indgik aftale om en museumsreform, var en del af pakken, at der blev nedsat et museumsnævn, hvis opgave det bliver at afgøre tildeling og fratagelse af statsanerkendelser. Nævnet bliver både ekstremt magtfuldt og vigtigt for arbejdet i museumsbranchen. Derfor ventes med spænding på en melding om, hvem der kommer til at sidde med de tunge beslutninger.

Nye bud på kulturjournalistikkens fremtid

Det ene medie efter det andet har ændret i kulturdækningen. Nogle har næsten skåret den væk, andre lader kulturstof indgår i den brede samfundsdækning og betragter ikke længere kulturen som selvstændigt stofområde. Det kan der helt sikkert være gode grunde til, at medierne vælger. Men det er nu alligevel slående, at omnibusmedier som Berlingske og i særlig høj grad Politiken meddeler, at de rent faktisk lykkes med at få læsere til at abonnere pga. mediernes kulturdækning. Da Jyllands-Postens chefredaktør afskedigede en række anmeldere, meddelte hun, at hun skar det fra, der ikke virkede. Vi venter fortsat i spænding på, hvad der så er JPs bud på, hvad der virker, når det gælder dækning af kunst og kultur.Og hvordan andre medier vil forvalte at modtage public service midler alt imens kulturdækningen bliver mindre og mindre.