Hvem gider at ansætte de børn, vi opdrager?

En spritny PISA-undersøgelse afslører, at danske børn læser dårligere end nogensinde. Tallene peger også på faldende vedholdenhed, mere fravær og mindre nysgerrighed. Vi simpelthen blevet dårligere til at stille krav til børn og unge. Det er et problem i skolen nu, og lige om lidt, bliver det også et massivt problem på arbejdsmarkedet.

29 procent af de danske 15-årige præsterer nu så dårligt i læsning, at de ifølge den nye PISA-undersøgelse risikerer at få svært ved at begå sig fuldt ud i samfundet. I matematik gælder det 28 procent og i naturfag 25 procent. Danske skoleelever klarer sig dermed dårligere end på noget tidligere tidspunkt i PISA-undersøgelsens 25-årige historie, og alene faldet i læsning siden 2022 svarer groft sagt til mere end et års læring.

Det er voldsomt. Og som om det ikke skulle være nok, så er eleverne også blevet mindre vedholdende og mindre nysgerrige på læring. 60 procent angiver, at de er kommet for sent, 30 procent, at de har pjækket fra timer, og 28 procent, at de har pjækket en hel skoledag.

Så problemet handler ikke kun om læsning. Det handler også om vores forhold til krav.

Fordi jeg siger det

Da jeg var barn, fandtes der et argument, som næppe ville stå distancen i ret mange børneværelser i dag: “Fordi jeg siger det,” sagde en af mine forældre en gang imellem, når jeg forsøgte at krybe udenom. Objektivt set var det et elendigt argument, men jeg rettede som regel ind. Ikke fordi mine forældre havde overbevist mig efter en længere forhandling og da heller ikke, fordi jeg blev ramt af pludseligt klarsyn. Jeg gjorde det, fordi de var de voksne.

Der lå en grundlæggende accept af, at voksne vidste noget, børn endnu ikke vidste. De havde levet længere, havde mere erfaring, havde ansvaret og derfor også retten og pligten til indimellem at bestemme.

Den autoritet har vi brugt årtier på at pille fra hinanden. Børn skulle høres og deres følelser og grænser skulle tages alvorligt. Børn skulle ikke adlyde voksne blindt, og lærere, forældre og andre voksne havde ikke automatisk ret, bare fordi de var voksne.

Det var et nødvendigt opgør, men jeg tror, vi begik en klassisk fejl: I vores opgør med det autoritære kom vi også til at afskaffe autoriteten.

Vi forhandler om det hele

I dag vil vi helst motivere frem for at bestemme, forklare frem for at kræve og forhandle frem for at insistere. Både derhjemme og på arbejdspladsen. Har du lyst til at gå til spejder i dag? Gider du mon lave denne her opgave? Har du lyst til at læse?

Og når svaret er nej, begynder forhandlingen. Vi forklarer, anerkender og leder efter alternativer, og meget af det udspringer af et sympatisk ønske om at tage hinanden alvorligt.

Men et sted undervejs er vi kommet til at behandle den umiddelbare lyst, som om den var et argument i sig selv. Det er den altså ikke altid.

For en af de afgørende forskelle på et barn og en voksen er netop, at den voksne forventes at kunne se længere end til det umiddelbare behov. En 12-årig kan ikke forventes at overskue konsekvenserne af mange timers skærmtid hver dag. En 14-årig kan ikke nødvendigvis gennemskue betydningen af et voksende skolefravær, og en 15-årig, der ikke gider læse, kan ikke forventes at forstå, hvad manglende læsefærdigheder kan betyde for det menneske, vedkommende skal være som 25-, 40- eller 70-årig.

Det kan vi voksne bedre. Det er derfor, vi er de voksne.

Trivselskommissionen turde sige det

Noget af det mest interessante og modige ved Trivselskommissionens arbejde var, at den ikke kun vendte blikket mod skolerne, institutionerne, politikerne og alle de andre, der skulle gøre noget for børnene. Den vendte det også mod forældregruppen.

Kommissionen pegede på, at nogle forældre undgår at stille krav eller sætte grænser af frygt for at skabe konflikter. Den vurderede, at den nye forældrepraksis i for høj grad er præget af manglende struktur, tydelighed og krav, og efterlyste i stedet en “tydelig, venlig og kærlig autoritet”.

Det er en vigtig formulering. For børn har ikke kun brug for voksne, der forstår dem. De har brug for voksne, der vil noget med dem. Voksne, der tør bruge deres erfaring og viden og indimellem også tør være upopulære.

Den myndige voksne kan sagtens lytte og sige: Jeg kan godt forstå, at du ikke har lyst. Jeg kan godt forstå, at du bliver vred. Men beslutningen står altså fast. Det er ikke mangel på omsorg. Det er slet og ret voksenansvar.

Børn behøver ikke have læselyst

Derfor er der også noget næsten symptomatisk ved, at et af vores store politiske svar på læsekrisen netop hedder læselyst. Regeringen investerer i fysiske bøger, læsekampagner og skolebiblioteker, og Kulturministeriets litteraturhandlingsplan skal styrke børn og unges møde med litteraturen.

Det er godt. Køb endelig bøger og fyld hylderne. Inviter forfatterne ud i børnenes virkelighed, og giv børn adgang til litteratur, der er så sjov, mærkelig, farlig, bevægende og vedkommende, at de glemmer telefonen.

Men lad nu være med at tro, at lysten skal komme først. Børn behøver ikke have lyst til at læse for at skulle læse. Man bliver iheller kke pianist ved kun at øve de dage, hvor man bliver omsluttet af inspiration. Ingen bliver god til sport ved kun at træne på de gode dage, og man lærer altså ikke matematik ved at springe alle de kedelige og svære opgaver over, og man bliver ikke nødvendigvis læser ved at vente på, at læselysten en dag indfinder sig.

Nogle gange kommer lysten først efter anstrengelsen.

Hvem skal ansætte dem?

Om ikke så forfærdelig længe skal de børn, der nu bliver dårligere og dårligere til bl.a. læse være ansatte på arbejdspladser. Og der kommer de også til at sande, at arbejdspladsen er et forpligtende fællesskab.

Her får man opgaver, man ikke selv har valgt, kolleger, man ikke selv har valgt og mødetider, man ikke selv har fastsat. De vil møde deadlines, som ikke forsvinder, fordi man mangler motivation eller ikke lige kan finde lysten. Og der vil være dage, hvor arbejdet hverken er meningsfuldt, udviklende eller specielt sjovt, men hvor nogen stadig er afhængige af, at man gør det.

Hvad sker der, når unge, som gennem barndom og skolegang har lært, at deres egen motivation er en forudsætning for indsatsen, møder den virkelighed? Hvis man ikke har lært at komme til tiden i skolen, hvorfor skulle man så automatisk kunne det på arbejdspladsen? Hvis man ikke har lært at gøre noget færdigt, når det bliver kedeligt, hvorfor skulle man så kunne det som medarbejder? Hvis man har lært, at et krav bør genforhandles, når det kolliderer med ens egne behov, hvad sker der så, når chefen siger, at opgaven bare skal løses?

Og hvis autoritet hele ens opvækst har været noget, man forventede en begrundelse og en forhandling fra, hvad sker der så, når man møder en leder, en faglig standard eller et ansvar, som faktisk ikke er valgfrit?

Arbejdet skal ikke altid passe til dig

Jeg har gennem mange år som leder set vores arbejdstagerkultur forandre sig. Jeg har set forventninger til mere fleksibilitet, forventninger om flere meningsfyldte opgaver og individuelt tilpassede opgaver. Arbejdspladsen og jobbet skal helst udvikle os, motivere os og tilpasse sig resten af vores liv.

Der er vildt meget godt at sige om den udvikling. Selvfølgelig skal arbejdspladser være både ordentlige, fleksible og menneskelige. Men en arbejdsplads findes ikke primært for at realisere den enkelte medarbejder. Den findes for at løse en opgave.

Nogle gange må arbejdspladsen tilpasse sig mennesket. Andre gange må mennesket tilpasse sig arbejdspladsen. Og måske er den bevægelse næret allerede i børneværelset og klasseværelset, når enhver forpligtelse er blevet indledt med spørgsmålet: Har du lyst?

Livet er ikke bare lyst og frit valg

De netop offentliggjorte PISA-tal er derfor interessante som andet og mere end en temperaturmåling på folkeskolen. For hvad er det egentlig for et liv, vi forbereder vores børn på? Vi har gennem årtier lært dem at mærke efter, sætte deres egne grænser og træffe deres egne valg. Fint nok. Men vi har forsømt også at lære dem, at livet ikke bare er lyst og frit valg.

Livet er også at rette ind og anerkende, at andre mennesker nogle gange ved mere end en selv. At respektere erfaring, faglighed og autoritet. At gøre noget, man ikke gider. At komme til tiden. At holde et løfte. At gøre sin del af arbejdet. At blive ved, når det er svært. Og nogle gange at stille sig selv sidst, fordi man ikke altid er den vigtigste person i rummet.

Vi har brugt årtier på at give lysten mere plads. Det har på mange måder gjort både barndom og arbejdsliv friere og mere menneskeligt. Men måske har pligten tabt terræn undervejs. For et liv kan ikke bygges på lyst alene. Nogle ting gør vi, fordi de skal gøres, fordi vi har lovet det og fordi andre regner med os. Lysten er en vidunderlig drivkraft, når den er der. Pligten er det, der får os til at møde op, gøre os umage og blive ved, når den ikke er.