Oktober ´24
Når privatlivet bliver litteratur - eller hvem ejer retten til at fortælle historien?
Da influenceren Katherine Diez´bog I egen barm udkom 1. oktober var der massiv opmærksomhed fra de kulørte blade til de seriøse aviser. Sådan plejer det sjældent at være, når en influencer sender en bog på markedet. Men når Diez sprænger den ramme, er det selvfølgelig fordi, at hun har været kæreste med både en EU-kommissær og en forfatter til nogle at landets mest elskede tv-serier. Diez, som har været tavs siden hun blev afsløret i adskillige gange at have plagieret i sine klummer og litteraturanmeldelser, tager nu til genmæle og skriver det, hun i interviews referer til som ”min historie”. Men er den historie nu også kun hendes? Historien er jo en, hun har haft med de mennesker, hun skriver om. Hvem har egentlig retten til at fortælle den fælles historie?
At skrive på baggrund af eget liv er ikke nyt. Og det er populær læsning. Litterære genrer som erindringslitteratur og autofiktion har fyldt meget på boghandlernes bestsellerlister de sidste 10-15 år. I Diez’ tilfælde er der tale om erindringslitteratur, hvor forfatteren skriver om sit liv og sine oplevelser med udgangspunkt i personlige erfaringer. Og at dømme efter interviews og omtaler af Diez´bog, er forfatteren ikke karrig intime detaljer fra privatlivet med kendiskæresterne.
Nu er det jo langt fra første gang, at der i Danmark udkommer en bog, hvor virkelige personer føler sig gået nært. Der er vist nærmest et hårdtslående salgsargument for forlag, når og hvis en politisk biografi eller erindringsbog linder på låget og giver læseren et kig ind bag ellers låste døre. Tænk blot på bøger som Den hemmelige socialdemokrat, der beskrev intriger og magtkampe i Socialdemokratiet – ovenikøbet skrevet af en hemmelig forfatter, der hævdede selv at tilhøre en del af partiets inderkreds, eller Lars Løkkes Rasmussens Om de fleste og det meste, hvor man kan læse en afskrift af den lydoptagelse, Løkke selv lavede under det skæbnesvangre hovedbestyrelsesmøde i Brejning i 2019, der som bekendt jo endte med, at Løkke trak sig som formand for Venstre. I begge tilfælde blev bøgerne mødt med både vrede, indignation og oplevelser af at være udstillet uden samtykke fra nogle af de mennesker, som blev indgående beskrevet i bøgerne.
Selvom autofiktion som genre adskiller sig fra erindringslitteraturen, er der paralleller at drage ikke mindst, når det handler om, hvordan de mennesker, hvis liv uforvarende bliver en del af en forfatters offentlige fortælling, oplever at kunne læse om sig selv.
Autofiktionen bevæger sig som genre mellem den klassiske selvbiografi og skønlitteraturen, hvor teksten ofte slører grænsen mellem virkelighed og fiktion. Her ligner fortællingens "jeg" ofte forfatteren, og som læser bliver man derfor både udfordret og pirret: Er det, man læser, virkelig forfatterens eget liv, eller er det fiktion?
Den norske forfatter Geir Gulliksens autofiktive roman Historie om et ægteskab beskriver et parforhold i frit fald. Gulliksens ex-hustru Marianne Bang Hansen følte sig efter udgivelsen af romanen udstillet og oplevede romanen som en skildring af sit eget forliste ægteskab med Gulliksen.
I en kronik i Aftenposten i 2016 åbnede hun for en vigtig debat om, hvornår det er uetisk, når en forfatter skriver på både eget – og andres – gods. ”Hva gjør det med mennesker å få offentliggjort forhold de selv ikke har kontroll over? Hvordan er det mulig, når alle andre profesjoner må utøve en faglig refleksjon, at kunsten går fri? Er normen at bare det er god kunst, så er etikken underordnet?”, spurgte hun.
På Fejø føler flere af de lokale øboere sig trådt på i disse uger, efter at den danske forfatter Thomas Boberg i sin nyligt udkomne roman Insula beskriver sit møde med øen og lokalbefolkningen, efter hans lille familie vælger ølivet til som et alternativ til storbyen. I romanen skildrer Boberg, hvordan romanens jeg og hans hustru drømmer om fællesskab og nærhed, men også hvordan drømmen forvitrer i mødet med øens virkelighed. Romanen har skabt debat og vrede blandt de lokale på Fejø. Den vrede er reel og kan bekræftes ved at besøge Facebook-siden Fællesskabet Fejø. Her skriver Christina Brydegaard bl.a.: "En ting er at være god med ord, en anden ting er at vikle let identificerbare mennesker ind i noget, som nogen kalder fiktion. Det er langt fra ok!"
At en forfatter – hvad enten vedkommende skriver erindringslitteratur eller autofiktion - finder inspiration i virkelige mennesker og hændelser, er selve litteraturens væsen. Derfor ligger den vigtige diskussion i, hvornår den litterære fortælling kommer for tæt på virkeligheden. Det må altid bero på en subjektiv vurdering. På Fejø er der mange, der føler sig gået for nær i Bobergs roman, præcis som det var tilfældet for Marianne Bang Hansen. I den omtalte kronik skriver Bang Hansen også, at der ikke findes etik, der beskytter privatlivet, når nogen vælger at skrive på det. Når det er kunst, ophæves de regler, der gælder andre steder i samfundet, skriver hun.
Hvorvidt Dan Jørgensen og Adam Price vil opleve det samme, hvis og når de griber Katherine Diez’ I egen barm, vides ikke. Men i et interview i Politiken den 1. oktober beskriver Diez sin bog som en ”uddrivelse” og forklarer, at når hun har skrevet så tæt på andre menneskers privatliv, er det fordi hun vil ”videre med mit liv”.
Hvordan de mennesker, som hun har skrevet om, kommer videre med deres gætter jeg på, vi kommer til at diskutere i oktober.
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes
CVR nr: 29257671