December ´24
Når kunsten tages som gidsel i klimakampen
Så skete det igen. Aktivister tog kunsten som gidsel i klimasagens tjeneste. På den første dag i december kastede tre aktivister orange maling på et af SMKs ikoniske malerier; André Derains ”Woman in a Chemise” fra 1906. Aktivisterne har foreviget deres handling på en video, hvor man ser dem kaste malingen på Derains maleri for derefter at knæle og henvende sig direkte til kameraet med spørgsmålet ”Hvem er mest værd; kunst eller overlevelse?”.
Aktivisterne har bestemt en pointe, for hvis de videnskabeligt baserede forudsigelser om konsekvenserne af klimaforandringerne holder stik, så er det da reelt at spørge, om vores efterkommere overhovedet kommer til at leve liv, hvor det at se på kunst er en mulighed. Måske de får travlt nok med bare at overleve.
Men det berettiger bare ikke at udøve hærværk på fælleseje.
At ødelægge kulturarv er asocialt og tåbeligt. Opmærksomheden er god, men konsekvenserne er ubærlige.
Mon de unge klimaaktivister overhovedet har overvejet, at aktioner som deres betyder, at museer kommer til at skulle være langt mere restriktive og sætte glas, afspærring og vagter op, så de af os, som faktisk kommer for at nyde kunsten og historien i fremtiden vil opleve museumsbesøg som at gå ind i en Louis Vuitton-flagshipstore eller en diamanthandel?
I Danmark har vi haft en fantastisk tradition for, at vi netop tillader publikum at komme tæt på kunsten, fordi det tit giver virkelig god mening. Alle, der har stået tæt på et van Gogh maleri ved, hvad jeg taler om. At fornemme de tykke klatter af oliemaling, som helt tæt på bare er et virvar af farver og egne former, men bliver til et selvportræt eller en bølgende kornmark, når man træder et par skridt tilbage.
Eller flinteøksen fra en stenalder, som synes uendelig fjern, men fordi de menneskelige spor af øksens hug mod stenen skaber en forbindelse mellem dig og ham eller hende, som for tusindvis af år siden huggede den og brugte den til sin overlevelse.
Og hvad med skulpturerne i vores offentlige rum? Eller de botaniske haver og kirkegårde? Steder hvor vi søger hen for fred, eftertænksomhed og savn. Skal de også hegnes ind, så byerne ikke længere er borgernes, fordi vi bliver nødt til at skærme dem mod de få, som ikke respekterer de almindelige regler for demokratisk samtale?
Hvis jeg var klimaaktivist (det burde vi vel alle være?), så ville jeg i stedet bruge min demokratiske ret til at ytre mig på måder, som ikke ødelægger og skaber fjendskab. Det går over min forstand, at de unge klimaaktivister, som undfangede ideen om at kaste maling på SMK ikke i stedet kontaktede museet og foreslog et samarbejde om et demokratisk arrangement, hvor klimasagen og de unges berettigede bekymringer kunne diskuteres. Mit bud ville være, at museet ville have lyttet, måske endda kommet med konkrete forslag til, hvordan sådan et arrangement kunne have været et, som tiltrak mange mennesker og den presse, som aktivisterne så gerne vil ses af.
Hvis der er noget, landets museer og medier gerne vil medvirke til, så er det demokratisk debat. Det er jo sådan set derfor, de er her.