April ´25
At Trump har – vi kunne kalde det konservativt – kunstsyn, er jo sådan set hans egen sag. Men når en præsident begrænser den frie tanke og de frie ord, så kan det ikke blot kaldes en smagssag. Det er jo sådan, at sindelagskontrol begynder. Ikke med forbud, men med nostalgi. Ikke med censur, men med længsel efter orden og mening i en verden, der føles kaotisk.
Det var netop det, udstillingen i Paris gjorde så tydeligt. Nazisternes kunstsyn byggede på en trang til at fjerne det forstyrrende, det uforståelige, det eksperimenterende – og erstatte det med noget, der signalerer kontrol, skønhed og samhørighed. En kunst, der tjener staten. Et formsprog, der skal forsikre borgeren om, at der er en sandhed, og at den bliver håndhævet.
Og her står vi så. Midt i en tid, hvor museer trues af politisk indblanding, hvor kulturinstitutioner bliver kritiseret for at være for “woke”, og hvor kunstnere i stigende grad må navigere i et landskab, hvor det kan blive vigtigere, om deres værk kan retfærdiggøres over for sponsorater og medieopmærksomhed, end om det har noget på hjerte. I den kontekst er udstillingen ikke blot en historisk udstilling.
Den er en advarsel.
Udstillingen mindede mig om, at kunst aldrig kun handler om kunst. Den handler om, hvem vi er villige til at give magten til at definere det gode, det sande og det smukke. Det er en evig kamp – og lige nu har vi for alvor brug for, at vores kulturinstitutioner tør stå fast, når det abstrakte, det eksperimenterende og det forstyrrende kommer under pres.
Når historien gentager sig i samtidskunstens skygge
En udstilling om nazisternes forfølgelse af moderne kunst burde høre fortiden til. Men med Trumps indgreb i amerikanske kulturinstitutioner og lukningen af undervisningsministeriet føles fortællingen pludselig alarmerende aktuel. Et besøg på Musée Picasso i Paris blev en påmindelse om, hvor hurtigt kunsten – og tankefriheden – kan komme under pres.
Vi har jo set det før. De grynede fotos af nazisternes beslaglagte og
”entartede” kunstværker. Alligevel løste jeg billet til Picasso Museets i Paris udstilling om degenereret kunst fra det nazistiske regime. Min forventning var at se værker af nogle af de helt store koryfæer fra perioden; Klee, Picasso, Kandinsky, Nolde, Chagall, Kirschner… Men udstillingen overraskede mig. Ikke i sin form – den er sober, præcis, historisk veldokumenteret. Nej, det var mit blik, der forandrede sig undervejs. For med vores egen tid som bagtæppe – kulturkampe, værdikrig, stærke mænd og svage institutioner – blev udstillingen en af de mest tankevækkende museumsoplevelser, jeg har haft i lang tid.
Den nazistiske udstilling af "Entartete Kunst" i 1937 er efterhånden blevet så grundigt dokumenteret, forsket i og formidlet, at man næsten synes, man kender historien. Det troede jeg i hvert tilfælde, da jeg trådte ind på museet i Paris. Jeg forventede det velkendte: propagandaens mekanismer, censurens brutalitet og kunstens rolle i et samfund i forfald. Men i stedet blev udstillingsoplevelsen en vigtig påmindelse om, hvilke tegn, vi skal hande på. Før det bliver for sent.
Vi lever i en æra, hvor gamle ideologiske spændinger ulmer på ny. Den 27. marts i år udstedte Donald Trump en bekendtgørelse med direkte indblanding i kulturinstitutionernes frie virke, da han annoncerede, at han ville tvinge ændringer igennem hos Smithsonian Institute ved at fjerne finansiering fra programmer, der fremmer “fortællinger der splitter” og “upassende ideologi.” Det er ikke en fjern fortid, vi taler om. Det er et aktivt politisk projekt i nutiden.
Det er en bekymrende og farlig at gå, hvis den frie kunst ikke længere er fri. På samme måde som det forholder sig med den frie forskning. Trump har allerede iværksat nedlukning af det amerikanske undervisningsministerium (Department of Education). Ikke overraskende har den beslutning skabt dybe panderynker blandt forskere. For hvad bliver konsekvenserne egentlig for den frie forskning? Ministeriet spiller en central rolle i finansieringen og koordineringen af uddannelsesrelateret forskning, herunder støtte til universiteter og forskningsinstitutioner, og betyder Trumps ordre, at forskningen skal spændes for en ideologisk vogn, hvis man som forsker skal gøre sig forhåbninger om finansiering?