Januar ´25
Når Folkedomstolen dømmer, er der ingen regler for straf eller forsoning. Men i et retssamfund som vores bør vi spørge: Hvordan håndterer vi dem, der er blevet udskammet i det offentlige rum uden en dom i en retssal? Hvornår har de udstået deres straf, og hvordan skaber vi plads til, at de kan finde vej tilbage til fællesskabet?
I slutningen af december skrev folketingsmedlem Jon Stephensen en kronik i Politiken. Kronikken stillede et meget væsentligt spørgsmål, nemlig ”hvornår har jeg udstået min straf fra Folkedomstolen?”. Kronikken var hjerteskærende nødråb fra et menneske, som står i det tusmørke, hvor vi placerer mennesker, hvis ugerninger har været forsidestof og sladder, men som ikke er blevet undersøgt af politiet og ført for en dommer.
Jon Stephensen har, som de fleste nok husker, gjort sig skyldig i at sende seksualiserede beskeder til en meget ung pige, som var medlem af det parti, Stephensen sidenhen forlod. Stephensen har også som mangeårig leder i kulturverdenen efterladt sig spor af dårlige ledelsesbeslutninger og – at dømme fra udsagn fra berørte – forsøgt at udøve sin ledelsesmagt på virkelig dårlig manér. Alt det erkender han sådan set i kronikken, ligesom han har gjort tidligere. Stephensen tager afstand fra egne handlinger og gør alt det, som enhver kommunikationsrådgiver ville have rådet ham til: sig undskyld, læg dig fladt og udvis anger, så vi andre tror på dig.
Problemet er bare, at de råd ikke virker.
Kronikken i Politiken var et frustreret skrig fra bunden, skrevet af et menneske, som ikke aner sine levende råd om, hvordan han nogensinde skal komme forbi sine handlinger og dårlige dømmekraft som leder. Den gode nyhed er, at Stephensen bestemt ikke står alene i det limbo. De mange mænd (og ganske få kvinder) hvis fortids gerninger har set dagens lys gennem vigtige afdækninger i medier og via modige udsagn fra dem, de har krænket, står sammen i et tusmørke, hvor lyset ikke når ind. For vi har som samfund endnu ikke fundet en fælles vej for, hvordan vi tilgiver mennesker, hvis gerninger ikke er blevet undersøgt af politi og vurderet af en domstol.
De mange afsløringer og personlige beretninger har været nødvendige for, at vi i fællesskab forholder os til vores historie, tager ansvar og sammen bliver enige om nye og bedre normer. Men en del af den proces er altså også, at vi finder en vej for, hvordan vi behandler de mennesker, som er blevet udskammet i det offentlige rum, men som ikke er blevet dømt i en retssal. I et retssamfund som vores er vi enige om, at når mennesker har forbrudt sig mod reglerne, falder der en straf. Når straffen er udstået, er vi også enige om, at den dømte skal tilbage i fællesskabet.
Men hvad gør vi med de mennesker, som Folkedomstolen har dømt? Hvornår har de udstået deres straf, og hvordan giver vi dem mulighed for at finde vej tilbage til fællesskabet?
I december var jeg gæst i podcasten ”Think About It”, hvor vi talte om præcis det. Lyt med her:
https://open.spotify.com/episode/6PjDTJ8GkBYl5zfb2MdFt3
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes
CVR nr: 29257671